Værd at vide om Cuba

Sikkerhed

Mange spørger til sikkerheden ved at rejse rundt i Cuba. Min egen oplevelse er, at jeg har følt mig meget tryg under hele turen, også selvom jeg har rejst alene og som kvinde. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt, at min sikkerhed var i fare eller oplevet øjeblikke med utryghed. Heller ikke de gange jeg var i byen til sent om natten og gik hjem gennem en mørk og mennesketom landsby.

Fattigdom 

En rigtig stor del af cubanerne ejer ganske lidt, og der skal ikke herske tvivl om, at fattigdommen er stor mange steder. Men i modsætning til mange andre steder, jeg har rejst, hvor der har været stor fattigdom, så er det ikke min oplevelse, at man skal passe mere end almindeligt på sig selv og sine ejendele, når man fx går på gaden. En enkelt gang blev jeg stoppet i Havana af en dame, som spurgte om jeg ikke ville købe noget mælk til hende baby. Det ville jeg naturligvis gerne, og vi gik sammen ind hos købmanden, hvor hun ganske ublu købte 10 liter mælk. Jeg trak på smilebåndet over mængden, men jeg kunne lide tanken om, at jeg vidste, at pengene, jeg smed på disken, tjente et godt formål.

Det kan i øvrigt være en god idé hjemmefra at medbringe, hvad du måtte ligge inde med af gamle bh’er, undertøj etc., det bliver modtaget med kyshånd. Ligesom børnene bliver glade for legetøj af enhver art.

Hvor skal vi sove i nat? 

Den mest almindelige form for overnatning, når man rejser på Cuba, er de såkaldte Casa Particulares, som mest af alt minder om en slags Bed & Breakfast, som vi kender det fra vores egne breddegrader. Kort sagt dækker det over en indlogering i et privat hjem. Indretningen er de fleste steder meget spartansk og visse steder særdeles kitch med glasfigurer og plastikblomster. Man kan med andre ord være nødt til at pakke æstetikeren væk. Ligesom komforten, hygge og bekvemlighed også har set bedre tider. Det betyder fx at man ikke altid kan regne med en lækker blød madras eller en bruser med varmt vand og tryk på. Til gengæld oplever man altid stor gæstfrihed, venlighed og imødekommenhed, som jeg synes langt overstiger de øvrige ting.

Den cubanske mad

Her ville jeg ønske, jeg kunne skrive med stor fråde om munden – det kan jeg desværre ikke! Og lige præcis maden på Cuba er nok den eneste reelle skuffelse, jeg oplevede på de 14 dage, jeg rejste rundt. Men trænger du til at smide et par kilo eller fem, så har du fundet den perfekte destination. Det skal siges, at jeg rejste i januar måned, og det er ikke det bedste tidspunkt på året set i forhold til høsten af frugt og grønt, der ingen smag har på denne tid af året. Meget af det bliver ganske enkelt høstet, selvom det ikke er modnet, og det gør det til en ret smagløs oplevelse. Går man på restaurant vil man ofte opleve, at store dele af menukortet er udgået, at de fx ikke har mere kylling eller kød, og at der tilbage kun er enkelte fiskeretter. Denne knaphed på fødevarer afspejler sig naturligvis i de retter, det er muligt at bestille samt kvaliteten af måltidet, hvilket er ærgerligt.

Det lykkedes mig dog enkelte steder at få et par gode måltider blandt andet på den italienske restaurant Nonna Tina i Varadero, hvor jeg tre aftener i træk valgte at vente halvanden time på et bord. Til gengæld var stemningen god i baren, hvor alle gæster blev sat til at vente på bord. Nonna Tina ejes af en cubansk kvinde og hende italienske mand og rygtet går, at de importerer mange af deres råvarer direkte fra Italien. I hvert tilfælde fik jeg her nogle af turens bedste måltider. Kan man godt lide at snacke den, når man holder ferie, vil jeg anbefale, at man tager snacks med hjemmefra i form af kiks, nødder, chips og søde sager, det er så godt som umuligt at opdrive denne slags goder på Cuba. Selv ikke en pakke tyggegummi kan man få fat i.

At komme på nettet

At komme på nettet på Cuba er en bedrift i sig selv, og det er cirka gjort så besværligt, som man kan forestille sig, men det er dog muligt, og det har det ikke altid været, så lidt sker der da. Det er ikke en mulighed, at gå på nettet via sit mobilnetværk, da dette koster ca. 100 kroner pr. MB. Men det er muligt at komme på trådløst netværk, når du har været igennem en række udfordringer.

Først skal man finde en telebutik, de hedder Etecsa og ligger i de fleste større byer. Her står man ofte i kø i alt fra et kvarter til halvanden time for at få lov til at købe et lille papkort med en kode, man skal skrabe. Kortet koster cirka syv kroner, og giver dig efterfølgende adgang til internettet i en time. Men altså ikke hvor som helst fra. Når du har erhvervet dig kortet, skal du nu ud og finde en offentlig park eller plads, hvorfra der vil være adgang til the World Wide Web. I de store byer som Havana findes disse pladser flere steder i byen, men man i de mindre byer som fx Vinales kun kan få adgang fra byens centrale plads. Man er ikke i tvivl, når man passerer et sted med netforbindelse, her er som oftest proppet med mennesker, der står med hovedet nede i deres telefoner. Jeg oplevede ikke et eneste Casa Particulares, som havde adgang til internettet, men enkelte hoteller i fx Varadero havde mulighed for wi-fi dog kræver dette stadig et skrabekort fra Etecsa. Har man ikke tålmodighed til at stå i kø for at købe et kort hos Etecsa kan man handle kortene på det sorte marked til den tredobbelte pris. Disse væsentligt dyrere kort sælges som regel direkte på pladsen eller i parken, hvor lokale går rundt og sælger dem lidt diskret.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg