Tre café-besøg og en tag-bar du ikke må misse

Jeg besøgte Lissabon for første gang i foråret 2018, og jeg må indrømme, at byen i den grad har vundet mit hjerte. Jeg er fuldstændig vild med de smukke kakkelbeklædte facader, man finder overalt i byen. Jeg er vild med de farverige sporvogne, der triller op og ned ad de bakkede gader, med de fine urtepotteskjulere med blomster, som hænger rundt omkring på husmurene, med de bakkede, brostensbelagte gader, der inden du ved af det og helt uventet fører dig op til de smukkeste udkigspunkter med vue over byens terracottafarvede hustage. Ja, jeg kunne blive ved, for Lissabon har så meget at byde på. 

Vi havde ikke på forhånd planlagt vores tur i detaljer, og var enige om, at tage det hele lidt som det kom, hvilket viste sig, at være et rigtig godt udgangspunkt, fordi byen ved sin blotte eksistens har så meget at byde på. Derfor lod vi for det meste bare intuitionen råde, når vi begav os ud i byens bakkede gader, og i løbet af de fire dage vi havde, følte vi, at vi var kommet rigtig godt omkring i alle de kvarterer, vi gerne ville opleve. Men uden mad og drikke, dur helten som bekendt ikke. Så her får du mine tre anbefalinger til café, der klart er et besøg værd.

Café Garagem

Udsigten fra Café Garagem

Havde dette været en boligannonce, ville jeg havde indledt med at skrive ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”, for er der noget denne hyggelige café kan mestre, så er det altså en eminent beliggenhed med den smukkeste og mest bjergtagende udsigt over byens tage. Caféen ligger sammen med et mindre teater, og jeg vil sige, man skal vide, hvad man leder efter, for Garagem gør ikke stort væsen af sig. Men har du først fundet teateret og dernæst fundet ned ad trapperne til caféen, så lover jeg, at du ikke kommer til at fortryde.

Café Garagem

Indretningen er hyggelig og meget autentisk med borde fremstillet af gamle døre, stole og taburetter i mange forskellige udformninger, og på ræd og række i loftet hænger de fineste gamle glaslamper, hvoraf ikke to er ens. Det mest opsigtsvækkende er imidlertid den imponerende udsigt gennem de småsprossede panoramavinduer, der vender ud mod byens tage.

Adresse: Costa do Castelo, 75, Lissabon

O Corvo bar e restaurante

Min næste anbefaling ligger ikke langt fra Café Garagem. Også her udmærker stedet sig ved en utrolig hyggelig og autentisk indretning med placering midt på en lille plads omgivet af gamle pastelfarvede bygninger og lindetræer beklædt med farverige hæklerier.


Dette sted besøgte vi hele to gange, den ene gang til frokost, den anden gang til en fyraftensdrink. Sidstnævnte blev indtaget under lindetræerne på pladsen ude foran caféen. Frokosten indtog vi inden døre i de magelige lænestole, i noget der mest af alt minder om en hyggelig dagligstue, hvor hvert enkelt møbel er unikt. Både mad og drinks faldt i god smag og betjeningen var påfaldende venlig og nærværende.

Sandwich på Café O Corvo

Adresse: Lg. Dos Trigueiros 15a-15b

Tlf.: 218 860545

Instagram: cafeocorvo

Museu da Farmácia Lisboa

Dette finurlige sted fandt vi lidt ved et tilfælde på vores sidste dag i Lissabon, skønt stedet kun lå et par hundrede meter fra vores hotellejlighed. Vi fandt det, fordi vi aftenen tidligere havde lagt mærke til, at der stod en del mennesker nede for enden af en gade, hvor der så ud til at være et udkigspunkt. Næste dag besluttede vi os for at gå derned og kigge, og det kom vi ikke til at fortryde.

Restaurante Pharmacia

Restaurante Pharmacia ligger sammen med Museu da Farmácia, der som navnet antyder er et farmaceutisk museum, som jeg vil skynde mig at understrege, at jeg ikke har besøgt og derfor ikke kan anbefale. Men jeg har besøgt caféen, og den synes jeg bestemt er værd at anbefale ikke mindst på grund af dens smukke udsigt udover byen og havneområdet. Selve caféen ligger på museets grund bag en grøn gitterindhegning omkranset af grønne buske, træer og blomster og lidt trukket væk fra byen. Her kan man sidde i caféens havemøbler og nyde en hjemmelavet limonade og en frokost, hvis det er blevet den tid på dagen. Alle drinks på kortet har forskellige farmaceutiske betegnelser, jeg fik fx en Paracetamol, som smagte fantastisk. Maden er også rigtig fin, her fik jeg en Caesar Salad, der ligeledes smagte lækkert. Der er også mulighed for spisning om aftenen.

Den smukke have omkring Restaurante Phamacia

Restaurante Pharmacia

Adresse: Rua Marechal Saldanha, 1


PARK

Med beliggenhed på toppen af et gammelt parkeringshus er PARK ærlig talt ikke et sted, man lige kommer forbi, med mindre man ved det findes. Og selv om vi vidste det fandtes og havde en adresse, måtte vi altså et par gange rundt om bygningen før vi endelig mødte nogle lokale, vi kunne spørge om vej til indgangen. Derfor blev vi måske også ekstra overraskede, da vi endelig nåede toppen af parkeringshuset og kunne konstatere, at vi langt fra var de eneste gæster, der havde søgt dette ’hemmelige’ sted.

PARK

PARK lever meget godt op til sit navn, idet stedet mest af alt kan beskrives som en lille grøn oase med solstole, tilsat DJ, formidable drinks og en vild udsigt over byen. Sidstnævnte nyder man dog bedst, hvis man har et par meter højden, da der er temmelig pakket med mennesker. Men lad dig ikke skræmme væk af den grund, stemningen er i top, og det er uden tvivl et godt sted at hænge ud, hvis man har lyst til at møde nye mennesker og nyde aftensolen gå ned over byen.

Adresse: Calcada do Combro 58Åbent: kl. 13-02

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg