Mit cubanske postkort #4

Jeg har svært ved at slippe Trinidad. Havde egentlig planlagt at skulle videre, men der er så meget liv og stemning og så mange skønne mennesker i denne her by, at jeg ikke har lyst til at tage herfra.

Jeg vågner gerne når hanerne begynder at gale om kap kl. 6. og har fået for vane at slentre en morgentur, mens solen står op og byen langsomt vågner. Her kan man opleve de lokale handle med hinanden. En ældre mand sælger løg fra bagagebæret på sin cykel, en anden sælger blade af velduftende krydderurter fra en spand.

Dagens gris hænger og dingler fra slagterboden i sine otte dele, klar til at blive parteret i endnu mindre stykker og langet over disken i et stykke papir.

De brostensbelagte gader og farvede facader, som kendetegner Cubas tredjeældste by, blender nøje afstemt ind imellem hinanden som farveklatter på en malerpalette.

Jeg spiser min morgenmad på en af byens mange små caféer. Falder i staver over et smukt flisebelagt gulv. Læser et kapitel i min bog.

Beslutter mig for at tage en tur ud til stranden, der ligger 15 km. udenfor byen og byder på krystalklart badevand og lækkert hvidt sand. Temperaturerne har heldigvis sneget sig opad. Jeg er holdt op med at fryse og har fundet klipklapperne frem.

Ud på eftermiddagen vender jeg tilbage til byen, der nu er ved at forvandle sig til en sand festival af små koncerter. Salsatoner strømmer ud af hver en gårdhave og hver en træport. Trinidad er ved at varme op til dans. På den lange trappe foran Casa de la Musica sidder folk og nyder solen, mens den første mojito hurtigt tager den næste. What’s not to like?! Ja okay…det skulle lige være stanken af hestepærer, de hjemløse hunde og den cubanske mad.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg