Alting kommer og går! De sidste par dage har været blæsende og kolde, hvilket ikke helt matcher indholdet af min rygsæk, der primært byder på bikinier, luftige nederdele og et par enkelte sommertoppe. Det var derfor i en noget forfrossen tilstand og lidt trykket i humøret, at jeg i går eftermiddags satte mig på torvet i den lille landsby Viñales, som ligger et stykke sydvest for Havana. Herfra kan man bl.a. opleve dalen, der af UNESCO er udnævnt til verdenskulturarv.
Efter at have siddet lidt der og forbandet vejret og kulden langt væk, kommer en lokal cubaner hen til mig og spørger, om jeg har lyst til at danse. Som kvinde på Cuba får man mange tilnærmelser og kommentarer fra det modsatte køn, når man går på gaden, og det er en balance at finde ud af, hvordan man skal respondere. Min første tanke er i dette tilfælde fyldt med skepsis “Hvem er du, hvad vil du?”, så jeg affærdiger ham og siger, at jeg ikke kan danse, hvilket ikke er langt fra sandheden, når det gælder salsa. Han respekterer imidlertid min afvisning, indtil han et kvarters tid senere står der igen. Endnu engang spørger han, om jeg vil danse. Jeg når lige at tænke, at dans jo kunne være vejen til at ændre min lidt mismodige stemning, og så er der heldigvis ikke langt fra tanke til handling.
Inden jeg når at se mig om, står jeg ansigt til ansigt og i dansefatning med min nye bedste ven i den lokale dansesal. En times dyb koncentration blandet med masser af grin og vupti, så har jeg både fået varmen og det gode humør tilbage. Og næste dansetime er naturligvis booket til i morgen eftermiddag.
Alting kommer og går, det gælder også vejret – både det indre og det ydre.
Dette er min første dansetime i salsa nogensinde! Han påstår, jeg er lærenem, men jeg skal lære at slappe af i mine arme og lade være med at kigge på mine fødder. Det sjoveste er, når jeg formår at lukke af til hovedet, så kroppen instinktiv gør arbejdet selv, så mærker jeg glimtvis, at dansen flyder. Jeg kunne godt blive vild med salsa.
