Marrakech og den marrokansk Sorte Per

Min første tur til Marrakech fandt sted i november 2016. Faktisk havde jeg allerede nogle år tidligere stået med en flybillet til tusinde og en nats eventyr på hånden, men desværre ville skæbnen, at jeg blev syg inden afrejse, og Aladin’s tæppe måtte lette uden mig. Det var således med årevis af opsparet forventning, at jeg endelig kom af sted. Sidenhen er det blevet til endnu en rejse i april 2018, og jeg tør godt afsløre, at jeg slet ikke er færdig med hverken Marokko eller Marrakech.

Faktisk lovede jeg mig selv, da jeg på den sidste feriedag i april sad på den øverste tagterrasse på vores riad og nød udsigten over Atlasbjergene, at næste gang jeg skulle til Marrakech, ville det blive med det formål at komme ud og vandre i de smukke bjergområder, der omkranser Marrakech.

For en sansefuld rejsende som mig, er Marrakech det mest intense bombardement af farver, dufte, lyde og smag, og jeg er ganske enkelt vild med det! Fra det øjeblik jeg lander i lufthavnen, går mine sanser i fuld vibration. Varmen slår mig i hovedet, idet jeg træder ud af lufthavnens nedkølede lokaler. Jeg fornemmer med det samme den lidt pågående kultur, efter de første fem taxachauffører har rettet henvendelse om at transportere os til vores riad i byens centrum. Jeg ved at turen skal koste i omegnen af 100 danske kroner og får inden længe forhandlet chaufførens foreslåede pris ned til en tredjedel og lander således i omegnen af de 100 kroner – så vidt så godt!

Vi kører mod Medinaen – den gamle bydel, som ligger omkranset af en høj bymur, og udgør byens centrum. Medinaen er svært tilgængelig med bil, så vi bliver sat af lige udenfor bymuren, hvor en midaldrende gut tager over og begynder at trække afsted med vores kufferter, han vil vise os ned til vores riad, som er det byhus, vi har reserveret hjemmefra og hvor vi skal bo under vores ophold. Da vi ad små smalle og snørklede gader er kommet et stykke ind i byen støder endnu en mand til, han minder mig mest af alt om Sorte Per med hans store runde mave, de mørke skægstubbe og den mørkglødende hud.

Sammen viser de os ned ad først en smal gade, så endnu en og til sidst ender vi foran en trædør. Her fortæller Sorte Per os, at vi nu er ankommet til Riad Golfame, og at den fem minutter lange tur gennem byen skal afregnes med 400 Dirham svarende til 275 danske kroner. Altså næsten tre gange så meget, som vi betalte for taxaturen fra lufthavnen! Vi begynder at argumentere med de to mænd og stemningen bliver noget anspændt. Vi troede jo at det var en del af servicen, når nu taxaen ikke kunne køre helt ind i byen, men der tager vi altså grueligt fejl. Efter 5-10 minutters ping pong frem og tilbage, indvilger vi i at betale det halve af det opkrævede beløb, mest af alt fordi ingen af os, har lyst til at få flyttet rundt på tandsættet, som en start på ferien. Og således lærer vi vores første lektie om Marrakech, tag aldrig imod tilbud om at få vist vej, medmindre du er villig til at betale og har forhandlet prisen på plads på forhånd. Og så skal du i øvrigt heller ikke betale før du er sikker på, du er kommet det rigtige sted hen. Ved man dette om marrokanerne, så er det egentlig ganske harmløst at bevæge sig omkring i byen, hvis du altså kan finde vej.

Det viser sig, at ikke nok med at vi er blevet narret til atbetale for en vejviser, vi ikke har bestilt, så er vi heller ikke blevet sat af det rigtige sted. Men det erfarer vi først, da vi er blevet budt indenfor i den smukke riad, hvor vi traditionen tro som det allerførste bliver bænket i den atmosfærefyldte gårdhave og får serveret den skønneste mynte-the.

Mødet med den marrokanske Sorte Per glider hurtigt i baggrunden, da vi bliver fuldstændig bjergtaget af alt den skønhed og æstetik, der åbenbarer sig herinde bag byens mure. Da vi har drukket ud og skal til at tjekke ind, må vi imidlertid sande, at vi er havnet i den forkerte riad. Men nu er der jo ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og efter at have fået forklaret vejen til den rigtige riad, ankommer vi i endnu en lille oase af en gårdhave, hvor vi således kan nyde turens andet glas mynte-the – en specialitet jeg aldrig havde troet, jeg skulle komme til at holde så meget af – helt friske mynteblade overhældt med kogende vand og sødet med så meget sukker, at det stadig hviner i mine tænder bare ved tanken.

 

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg