Jeg kan lige så godt sige det, som det er – jeg er VILD med Mexico! Og hvis du vil høre hvorfor, så kan du jo læse med her og de kommende blogindlæg.
Vores tur starter fredag før påske, men i virkeligheden er den startet mindst et par måneder forud, da jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg har brugt en del tid på at forberede turen. Jeg rejser med begge børn og af hensyn til deres skole kan vi max afsætte 10 dage, så det kræver planlægning, hvis vi både skal nå at se noget og have tid til afslapning.
I månederne op til afrejsen har jeg sat mig nøje ind i, hvor man finder de lækreste strande, i hvilke små byer vi finder den mest lokale mexicanske stemning, hvilke seværdigheder der er et besøg værd, hvor der er størst chance for at spotte flamingoer, hvilke hoteller der kan tilbyde, det vi godt kan lide, og ikke mindst hvordan vi nemmest kommer fra A til B. Og jeg har måtte prioritere med hård hånd, for hold op hvor har Mexico og i dette tilfælde Yucathan halvøen dog meget at byde på. Måske samler jeg nogle af mine fravalg i et andet blogindlæg som en note til mig selv om, hvad jeg skal se, når jeg helt sikker vender tilbage og som inspiration til dig, der måske har mere end 10 dage til at rejse i.
Efter en del tid på Google Maps, hvor jeg har tjekket køretid og distance imellem de forskellige steder vi gerne vil besøge får jeg truffet det kloge valg at barbere turen ned, så vi max skal køre 2 timer imellem de forskellige destinationer, hvilket børnene er meget taknemmelige for, og vi ender med en rejseplan, der ser således ud:
Cancun Airport – Holbox – Valladolid – Tulum – Cancun Airport
Pedalen i bund, vi skal nå en færge
Vi lander i Cancun lufthavn fredag kl. 16:50. Jeg har hjemmefra gransket internettet for at finde en færgeplan for overfarten mellem den lille by Chiquilá og øen Holbox, som er første stop på turen, og for at dobbelttjekke de oversigter, jeg har fundet, har jeg været i dialog med vores hotel på Holbox for at høre, hvornår den sidste færge til øen afgår. Svaret fra hotellet divergerer desværre fra de færgeplaner jeg kan finde på nettet, og jeg tør ikke andet end at sætte min lid til at hotellet er mest opdateret. Det betyder, at vi har nøjagtig 2 timer fra bilen er afhentet i lufthavnen til den sidste færge afgår fra Chiquilá mod Holbox. Google Maps siger, at turen fra lufthavnen tager 1 time og 57 minutter, hvilket efterlader os med nøjagtig 3 minutter til at finde et sted at parkere bilen og købe en færgebilletter.
Det bliver i sagens natur en lidt hæsblæsende køretur, der skal tilbagelægges ovenpå 16 timers flyvetur, der i øvrigt har budt på hele to mellemlandinger. Men så snart nøglen er sat i tændingen og vi er ude af Cancun lufthavn bliver vi fuldstændig høje på energi. Her er så smukt!! Det går hurtigt med at komme ud af lufthavnsområdet og der går max ti minutter, så har vi ramt den hovedvej, der skal tage os de 145 km til Chiquilá, hvorfra vi skal sejle til den lille ø Holbox. Vejen er lang og bred og er i bogstaveligste forstand anlagt midt igennem et enormt skovområde. Solen er ved at gå ned og silhuetterne fra palmerne står smukkere mod den brændte orangefarvede himmel end jeg husker nogensinde at have oplevet det før. Alt i mig har lyst til at indfange denne smukke mexicanske aftenhimmel med mit kamera, men vi har som bekendt en færge vi skal nå, så vi må nøjes med at nyde den gennem forruden, hvor der trods træthed og jetlag bliver sagt ”Naaajjjj” og ”Wauww” den første times tid.
En vejbom og ”no monetos”
Begejstringen bliver imidlertid sat øjeblikkelig på hold, da vi pludselig møder en vejbom – man skal åbenbart betale vejafgift for at køre her. Jeg tager mit Visa kort op for at ville betale, men den unge mexicanske gut i kontrollørhuset ryster på hovedet og lader mig forstå, at han ikke tager imod kort. Shit, udbryder jeg, da det pludselig slår mig, at jeg i al min hast omkring at få hentet bilen og komme mod færgen, fuldstædig har glemt at hæve mexicanske pesos i lufthavnen. Jeg kigger nedslående på kontrolløren og forklarer på mit særdeles begrænsede spansk, at jeg har ”no monetos”. Han laver en opgivende bevægelse med hænderne, som om han vil sige, at så har du et problem lille senorita. Jeg kigger på uret i bilen, vi har undervejs hentet ca. 10 minutter takket være den fuldstændig øde og trafiktomme hovedvej, men jo længere vi parlamenterer jo hurtigere svinder vores marginale forspring. Pludselig kommer jeg i tanke om, at jeg lige inden jeg lukkede min kuffert derhjemme, smed nogle dollars i den, som jeg havde haft liggende fra min forrige rejse. Han får sin betaling og vekselkursen taler vi ikke mere om. Vores røv er reddet.
Resten af turen fortsætter uden problemer, vi får tilmed indhentet endnu mere tid og ankommer til Chiquilá et helt kvarter før den sidste færge afgår kl. 20. Jeg har hjemmefra læst, at der er mulighed for at parkere sin bil et sikkert sted tæt på havnen. Vi spørger os for og finder hurtigt det omtalte sted. Her betaler vi, hvad der svarer til 20 danske kroner pr. døgn for at have bilen parkeret. Forvent dog ikke et fancy parkeringshus, da der basalt set er tale om en grusplads, med et træskur, hvor en lavstammet mexicaner med strutmave og cowboyhat i bedste cherifstil udskriver billetter og tager imod betaling, men betryggende nok til at jeg har en forventning om, at bilen står samme sted, når vi vender tilbage fire dage senere.
Med bilen sikkert parkeret er der nu blot tilbage at få købt nogle færgebilletter, og endnu engang bliver jeg taknemmelig for mine medbragte dollars, som lige nøjagtig rækker til at købe tre færgebilletter til 25 kroner pr. stk. Det der med kreditkort er åbenbart ikke så udbredt i Mexico. Inden vi går ombord sikrer jeg mig, at det er muligt at hæve Mexicanske Pesos, når vi rammer Holbox. Og så kan jeg i øvrigt ikke dy mig for lige at spørge, hvornår den sidste færge går mod Holbox, og lad mig bare sige det sådan, hotellet var ikke nær så opdatere som Google. Men det er alt sammen ligegyldigt nu, vi sidder på færgen med kurs mod Isla Holbox og forude venter fire dage i paradis.
