Fire dage i paradis

Da vi beslutter os for at rejse til Mexico, er en del af formålet blandt andet at komme af sted på en tur, hvor vi kan slappe af og komme helt ned i gear. Jeg elsker livet på en ø, det er som om tempoet helt automatisk bliver skruet ned og folk både bevæger sig, taler og spiser langsommere – måske på grund af varmen, måske fordi der ikke er noget man skal nå, så ting får lov at tage den tid, ting tager, som Piet Hein engang udtrykte det. 

Da jeg begynder at researche på øer i farvandet omkring Yucathán-halvøen, dukker der flere lækre muligheder op heriblandt Isla Holbox, som jeg vurderer til at have nogle af de smukkeste hvide sandstrande. Særligt fænger en række billeder af hængekøjer, som er spændt op på pæle ude i vandet. Dér kan jeg godt se ungerne og jeg ligge nogle dage og nyde sol, sommer og krystalklart hav.

Jeg kigger også lidt på Isla Mujeres, som ligger lige udfor kysten ved hovedbyen Cancun. Den ser bestemt også skøn ud, men jeg vurderer, at Holbox har lidt færre turister, da øen ligger lidt længere væk fra Cancun, som igennem mange år har været trækplaster for et væld af amerikanske turister. Og selvom det efterhånden er svært at finde øer, som ikke er blevet opdaget af turister endnu, så synes jeg altid det betaler sig at vælge de steder, der er lidt sværere at komme til, da det ofte mindsker antallet af turister betragteligt. Jeg kan jo af gode grunde ikke sammenligne Holbox med Isla Mujeres, når jeg ikke har besøgt sidstnævnte, men én ting vil jeg gerne slå fast: Holbox er et vidunderligt sted, og vi kommer helt sikkert tilbage dertil en dag. Se nederst i indlægget hvilket 6 gode grunde jeg har til at anbefale en rejse til Hobox.

Vejen til Holbox

Turen til Holbox går i vores tilfælde direkte fra Cancun lufthavn ad en lang bred landevej, hvor vi stort set er de eneste bilister. Strækningen er på 145 km, og turen tager en time og tre kvarter, hvorefter vi ankommer til havnebyen Chequila. Herfra går turen med færge til Holbox en overfart på ca. 20 minutter, som koster 25 kroner per person. Færgen går ca. hver halve time fra morgen til sen aften. Tjek eventuelt færgeplan her: https://the.holboxeno.com/holbox-island-ferry-times. Der er mulighed for parkering i havneområdet ved Chequila mod beskeden betaling. 

Holbox i alle regnbuens farver

Farverige facader på Isla Holbox

Holbox er en lille ø – den er ca. 41 km. lang og kun 1,5 km. bred, hvoraf store dele af øen ikke er fremkommelig for mennesker. Den eneste by på øen hedder sjovt nok det samme som øen selv, og her er alle gader anlagt af sand og grus. Holbox fascinerer med sine farvestrålende facademalerier af blomster, kolibrier og smukke mexicanske kvinder. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at jeg har en kæmpe forkærlighed for farver, og jeg bliver simpelthen glad i låget af at bevæge mig rundt på denne farverige ø.

Isla Holbox

Holbox er i øvrigt fri for biler, i stedet foregår størstedelen af transporten i små golfvogne, hvilket i sig selv tilfører øen en ret laid back stemning.

Hotel på Holbox

Holbox by byder på en lang række overnatningsmuligheder, mens de fleste hoteller er samlet på den nordvestlige strandstrækning og ligger direkte ned til vandet. Efter en del hotelresearch falder vores valg på et nyetableret hotel ved navn Mystique Blue Holbox, som ligger i den vestligste ende af stranden. Prisen er i den pebrede ende sammenlignet med øvrige hoteller på øen, og et værelse koster ca. 1.400 pr. nat for tre personer. Men der er masser af muligheder for at finde hoteller til helt ned omkring 500 kroner per nat, som stadig ser ganske glimrende ud.

TIP! Er pengepungen til lækre boutique hoteller, så tjek myboutiquehotel.com, hvor jeg fandt flere lækre alternativer, som ikke er at finde på fx agoda.com eller booking.com.

Personlig anbefaling

Personlig kan jeg helt sikkert anbefale Mystique Blue Holbox, som jeg synes ligger i den bedste ende af stranden, nemlig længst vestpå. I modsætning til den østlige del af den nordvestlige strandstrækning, så består den vestlige del af flere små bugter, som jeg synes giver en hyggelig stemning frem for den meget lange og brede strandstrækning i den østlige ende, men det er jo smag og behag.

Udover at Mystique Blue Holbox har sin egen strand, så er der også pool og overdækket strandrestaurant med udsigt over havet. Maden på stedet er glimrende, og vi nyder blandt andet godt af deres nachos med guacemole og tomatsalsa samt deres tostadas med reje-ceviche.

Tostada con ceviche
Tostada con ceviche

Skønt servicen i restauranten rummer plads til forbedringer, så er det svært at være utilfreds i mere end et halvt minut, når man befinder sig i paradis. Prisniveauet for en middag for 3 personer inklusiv drikkevarer ligger i omegnen af 150-250 danske kroner.

100% afslapning

Dagene går helt efter planen med 100% afslapning. Hver morgen starter jeg med en lang gåtur i vandkanten, de fleste morgener foregår det i følgeskab med denne langbenede madamme.

Hvid hejre i strandkanten på Isla Holbox

Holbox har et rigt fugleliv og det er ikke svært at komme på tæt hold af både pelikaner, hvide hejrer og i visse måneder af året sågar flamingoer.

Fugleliv på nært hold – Isla Holbox

Da vi på tredjedagen trænger til lidt afveksling i den daglige rytme med gåtur, spise, bade, læse, spise, bade, kortspil, spise, sove, går vi ind til centrum og lejer en golfvogn, så vi kan komme på opdagelse på øen. Vi lejer vognen i 3 timer for hvad der svarer til 200 danske kroner, og tidsmæssigt er det alt rigeligt, hvis man vil nå fra den ene ende af øen til den anden ad de relativt få veje, som er fremkommelige.

This is how we’re rolling

Alt i alt tilbringer vi 4 nætter på Holbox, hvilket er meget passende til vores temperament. Vi kommer ned i gear, og da de fire dage er gået, er vi klar til at rejse tilbage til fastlandet og gå på nye opdagelser.

Downtown Holbox

6 gode grunde til at besøge Isla Holbox

  • Fantastiske strande med kridhvidt pulversand
  • Krystalklart badevand
  • Total ø-stemning
  • Ingen biler
  • Meget lidt at tage sig til
  • Smukke farverige facader i Holbox by
Downtown Isla Holbox

4 kommentarer til “Fire dage i paradis”

  1. Anne Steiner Jensen

    Hej Christina
    Hvor er det sjovt og dejligt at læse om de dejlige og gode oplevelser du har sammen med Albert og Filippa.
    Hils dem
    Kram
    Anne

  2. Hvor fint du nærmer dig “ the coffee table book”- blot online
    Så skønt at læse , blive inspireret og blive blæst omkuld af din fænomenale “ sansestærke “ evne til at indfange og forevige former og farver

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg