Et år i kærlighedens karrusel

I dag er det præcis et år siden, jeg en spæd forårsdag mødtes med denne dejlige mand på Café Wilders på Christianshavn. Med maven fuld af sommerfugle satte vi hinanden stævne over en frokost. Da vi nogle timer senere stod ude foran Café Wilders for at tage afsked, mødte vores læber hinanden i et dejligt blødt og helt naturligt kys. Selvom jeg driller ham med, at det var ham, der kyssede mig, og han insisterer på, at det var omvendt, så tror jeg, vi begge ved, at vi kyssede hinanden, fordi ingen af os kunne lade være. 

Det blev et fantastisk forår og en vidunderlig sommer – jeg mærkede forelskelsen igen i den der sindssyge udgave, hvor man hele tiden tænker på den anden, har lyst til at lave alting sammen, lyst til at smelte sammen for altid – ja måske endnu lave børn, og om ikke andet så i hvert tilfælde øve sig flittigt. Samtalerne kunne vare ved i timevis, nysgerrige, intense, dybe, kærlige, betroende, drømmende. 

Vi hoppede i havet om natten, sov under åben himmel, cyklede gennem Christiania i flagrende sommerkjoler (det med kjolerne var nu mest mig), sad på en havnekant og delte en flaske vin og en pizza til tonerne af jazz fra en nærliggende café. Jeg kunne ikke undslippe mig forelskelsens faste greb. Den havde fat i mig. Det var på en og samme tid vidunderligt at åbne sit hjerte og række det frem imod et andet menneske og samtidig prikkede det provokerende til en indre uro. Kan jeg elskes, som jeg er, med alt det der er, både med lyset, med mørket og med skyggerne? Bliver jeg forladt? Åh, det er så smertefuldt at blive forladt, vraget, fundet for let eller for tung! Jeg vil ikke miste ham. Men jeg vil heller ikke miste mig selv. For Guds skyld jeg vil ikke miste mig selv! Jeg har lært at tilpasse mig, mere end hvad godt er, og det er før sket, uden at jeg har opdaget det, ikke før det var for sent. Jeg må ikke miste mig selv! 

Men tænk sig engang, jeg er her endnu. Jeg har ikke mistet mig selv, og mit hjerte er ikke gået i stykker, det har kun leget ’titte bøh’ et par gange – sådan er det at være ambivalent i sin tilknytning. Så vil man så gerne åbne sit hjerte, og så vil man ikke alligevel, eller rettere så tør man ikke helt alligevel. Det er nogen gange en svær dans, hvor længslen det ene øjeblik er at skabe dyb samhørighed, det næste øjeblik bliver man så bange, at man får lyst til at løbe langt væk. At knytte til og smelte sammen er klart det letteste – i hvert tilfælde for mig. At knytte fra er straks en anden sag, og kan stadig være forbundet med både dyb smerte og sorg. Men jeg øver mig på at være sammen og adskilt på samme tid. På at have tillid til, at han er der, også når han ikke kan stille sig til rådighed i enten fysisk eller i følelsesmæssig forstand, og jeg bliver langsomt bedre dag for dag. 

Jeg, vi og han er her endnu – sikke et vidunderligt, livsbekræftende, glædesfyldt, kærligt, intenst og til tider svært og udfordrende år i forelskelsens tegn. Præcis som det må være, når to følsomme sjæle møder hinanden med indgroede mønstre og medbragt bagage, men også med et mod på og en lyst til at blive stående og give kærligheden en fair chance, selv når barndommens skeletter rasler i skabene. Jeg glæder mig inderligt og nysgerrigt til at tage hul på år to med dette kærlige og elskelige væsen!

2 kommentarer til “Et år i kærlighedens karrusel”

  1. Smuk og følsomt skrevet!! Det er så pudsigt for jeg kender din kæreste tilbage fra Ferring Pharmaceuticals. Han arbejde der for mange år siden i Safety (Phamagovigilence), Verden er lille!! Hils ham mange gange Dier så meget værd Christina og fortjener så meget kærlighed ❤️

    1. Tak kære Tina for din søde kommentar <3 . Og pudsigt at I kender hinanden, jeg skal nok give din hilsen videre 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg
Tilmeld din email og få besked om nye blogindlæg