En slags vemodig “mission completed”

I dag fik jeg et kram af min søn. Knægten er 15 år gammel, og alle, der har teenagere, ved, at den indre glæde, varme og moderkærlighed, der eksploderer i hjertet på én, når man får et kram af sin 15-årige søn, den skal man sørge for at  fordele ud over de næste mange dage, uger, ja måske måneder, indtil det på et tidspunkt pludselig og helt uventet sker igen. For det gør det! Jeg ved, jeg får et kram igen en dag, jeg ved bare ikke, hvornår det sker. Men jeg ved, at han stadigvæk er derinde et sted, min følsomme, kærlige, sjove, milde søn, som engang holdt uendelig meget af selv at blive krammet og nusset. Jeg ved han stadigvæk er derinde, han er blot i gang med en af de mest forandrende processer i menneskelivet – overgangen fra barn til voksen, og i den proces er der ikke den store lyst til at kramme sin mor. Faktisk er hun til tider decideret underlig, hun lugter, siger mærkelige ting og opfører sig aldeles aparte. 

Min hjerne, mit intellekt og psykoterapeuten i mig forstår det hele! Forstår at denne her afstandtagen og adskillelse SKAL finde sted, at den er lige så selvfølgelig, som at vi ældes og en dag skal dø. Og samtidig river og flår det faktum i mit indre og strider imod alt, hvad mit moderhjerte har slået for siden den smukke sommerdag for femten år siden, hvor min søn kom til verden. Hele hans liv og en rigtig stor del af mit eget liv har min identitet været centreret omkring min rolle som mor. Selvfølgelig har livet også haft masser af andet at byde på, men siden jeg blev mor for første gang for mere end sytten år siden, har det altoverskyggende og vigtigste i mit liv været at sørge for, at mine børn føler sig elsket, passet på, holdt af og holdt om.

Min lyserøde mor-identitet

Det har været så vigtigt og samtidig naturligt for mig, at det nærmest i befrugtningsøjeblikket er blevet en fuldt integreret del af min identitet at være nogens mor, og jeg har elsket alt ved det. Okay, næsten alt…for jeg ved jo godt, at netop nu, hvor både den store og ’den lille’ er ved at trække fra, så er det som om, alting bliver malet lidt mere lyserødt, end det måske var. Som om der kun har været sommerdage med saftevand og nybagte boller på tæppet i haven. Som om alle vinteraftener bestod af hvinende kælketure i nyfalden sne og måneskin. Som om alle weekender blev tilbragt på kanoture med medbragte madpakker uden myggestik, våde sokker og nogen der skulle lave stort. Som om små børnefødder først kom listende, når mor og far havde sovet igennem. Sådan var det selvfølgelig IKKE! Men hvilken formidabel evne jeg som mor har til at fortrænge alle besværlighederne og kun huske alt det dejlige, særligt nu hvor jeg sidder her og længes efter blot en enkelt dag med min lille knægt, der som en anden kænguruunge trygger sig ind til mit bryst.

Forandringstid

Nok er det en stor forandringstid for mine to teenagere, men jeg skal da lige hilse og sige, at det er det så sandelig også for deres mor! En stor, vidunderlig, krævende, sjov, ansvarstung, kærlig og virkelig betydningsfuld periode i mit liv er ved at ændre form og karakter, og det aktiverer mange modsatrettede følelser indeni. Der kan være dage fyldt med sorg og vemod over den tid, som aldrig kommer tilbage, og over at jeg slet ikke føler mig klar til at give slip endnu…hvis nogensinde! Og så kan der være dage, hvor begge børn ønskes hen hvor peberet gror, hvilket ikke sjældent sker i kølvandet på at være kommet hjem til et køkken, der var rent, da jeg forlod det, men som nu mest af alt ligner et sted, hvor nogen har sprunget en bombe fyldt med nudelkopper, toast, ostepops og kakaopulver udover køkkenbordet og hvor ’nogen’ fejlagtigt har forvekslet skraldespanden med håndvasken. Eller når jeg for fjerde gang på en dag ser min pegefinger swipe pilen mod højre i MobilePay, alt imens min konto styrtdykker mod nulpunktet.

”Det tager kun 5 minutter, men vi vil så gerne ha’ du bliver lidt længere”

Men sjovt nok så glemmer jeg hurtigt genstridighederne og står atter klar som i en anden Fakta-reklame og trygler dem om at blive bare fem minutter længere – som forleden da jeg tilbød min søn og syv kammerater at bage pizzaer til dem på en fredag aften, hvor jeg egentlig havde visualiseret mig selv i sofaen med sushi og en god bog. Eller de 800 gange på en måned, hvor jeg vælger at køre taxakørsel for min datter for blot at få nogle minutters samvær med hende i bilen. Ja, hvad jeg ikke gør for at vinde tid med de to jeg elsker overalt!

Men faktum er jo, at forandringerne banker på, og jeg forstår nu mere end nogensinde, at vores børn kun er til låns. Jeg skal til at give slip på det, der har givet allermest mening i mit liv igennem de sidste 17 år, og ny mening skal finde vej og tage plads. Det er på mange måder en følelsesladet proces – et farvel til en tid, som aldrig kommer tilbage og samtidig et goddag til en ny fase i livet, en slags anden halvleg eller nyt kapitel om man vil.

Midt i sorgen og vemodet og alle tankerne om, om jeg nu har gjort det godt nok og givet dem alt det vigtige og nødvendige med, da forsøger jeg også at glæde mig over, at vi trods alt er nået hertil. Jeg mener, tænk hvad der kunne være gået galt undervejs – alle de vindruer de kunne have fået galt i halsen, de cykelstyrt de kunne have taget, de venskaber de kunne være blevet udelukket fra, de fortænder de kunne have slået ud, de traumer jeg kunne have påduttet dem – velvidende at det sidste stadig kan nå at dukke op en dag. Men lige nu står jeg faktisk her og kigger på to sunde og raske børn, som næsten er klar til at forlade reden og baske ud i livet på egne vinger. Det er da værd at glæde sig over, også. En slags vemodig ’mission completed’!