There is a first time for everything! Og jeg skal åbenbart være tæt på 45, inden jeg skal sejle min første motorbåd. Så hvorfor ikke bare gå all-in og laste båden med det dyrebareste jeg har? Og det gør jeg så! Begge unger ombord, og så afsted.
Manden fra bådudlejningen lover at sætte mig ind i hvordan motoren virker. Han påstår det er simpelt, det er vi ikke helt enige om. Efter en kort intro spørger han om jeg er tryg ved at sejle båden på egen hånd. Tror han kan læse svaret på mit ansigtsudtryk. Ikke desto mindre tilbyder han, at han lige kan sejle en runde med os, mens han ryger en smøg. Jeg har lyst til at tilbyde ham en timelang cigar.
Børnene er ikke helt trygge – jeg forstår dem godt! Har selv mest lyst til at kalde på en voksen. Jeg forstår ikke den båd…hvorfor drejer den konsekvent til venstre, når jeg hiver styrpinden til højre?!! Det er da ulogisk!
Efter en smøgstid sætter vi manden fra bådudlejningen af. Kunne han dog ikke have røget en lang fed cigar istedet for? Jeg er alt andet end på hjemmebane, og børnene stresser mig med deres højlydte råben: “MOR pas på den der” om en båd der ligger flere hundrede meter væk. Samtidig forstår jeg dem godt. De fornemmer min utryghed. Stemningen er lidt oprørt, jeg overvejer om vi skal vende om. Hvis jeg altså kan! Måske var det en rigtig dårlig ide det her. Båden bliver ved med at tage kurs i den modsatte retning af, hvad jeg vil have den til. Jeg beder børnene have tålmodighed med mig, og lade være med at stresse mig. Jeg får flash-back til en rotur med dem i Christianshavns Kanal for nogle år siden. Samme problematik – højre/venstre og båden gør noget andet. Forklarer dem at ingen er perfekt til noget den første gang de prøver noget nyt. Og da jeg minder om, hvor mange gange, jeg har været tålmodig med dem, da de har skulle lære nyt, holder de inde med deres højlydte frustrationer over mine manglende navigationsevner.
Så vidt så godt! Nu er der arbejdsro, og jeg kan begynde at koncentrere mig om at lære båden at kende. Ved godt det kommer til at lyde somom jeg er ved at lære at sejle en tremastet skonnert, men det der højre/venstre-noget er altså max forvirrende.
Efter 10 minutter på egen hånd begynder jeg at føle mig mere rolig. Børnene lægger sig ud på dækket, de må have opfanget mine signaler. Jeg havde fundet den voksne, jeg havde lyst til at hidkalde tidligere.
Resten af turen forløber under fuld kontrol bortset fra et par enkelte højre/venstre-forvirringer. Vi får tilmed kastet anker og badet i det azurblå hav. Mister en stråhat i vinden, som vi under bedste teamwork sejler tilbage og fisker op, uden at nogen ryger overbord! Splitte mine bramsejl, næste gang har vi kurs mod fjerne kyster!